-
Brian Riemer er Danmarks nye landstræner
Источник: BDK Borsnyt / 24 окт 2024 03:32:12 America/Chicago
Brian Riemer er den nye permanente landstræner for det danske herrelandshold i fodbold. Det oplyser DBU i en pressemeddelelse. Ansættelsen er kulminationen på en grundig proces, siden Kasper Hjulmand opsagde stillingen efter EM-slutrunden i sommer. DBU har således været i kontakt med adskillige danske og udenlandske kandidater, og er herefter endt med 46-årige Riemer. »Landsholdet har altid været det største for mig. At blive landstræner for Danmark er en stor drøm, der går i opfyldelse, og jeg er enormt stolt og beæret,« siger den nye træner: »Samtidig føler jeg mig helt klar til opgaven og er ekstremt motiveret. Jeg kommer til at give alt for det her fantastiske hold og land, og sammen med spillerne, staben og alle de danske fans vil vi kæmpe for at opnå noget stort sammen.« Det blev altså ikke vikaren Lars Knudsen, som ellers har gjort det fremragende under svære omstændigheder i efteråret. Han fortsætter dog i en rolle som assistent sammen med både Morten Wieghorst og Daniel Agger. Brian Riemer bliver præsenteret på et pressemøde hos DBU i Brøndby klokken 12:30. Hans første kamp i spidsen for landsholdet er allerede 15. november, hvor de spanske europamestre gæster Parken i en afgørende kamp i Nations League. Men den helt store opgave bliver at føre Danmark til VM i sommeren 2026. Fra assistent til landstræner Brian Riemer startede trænerkarrieren i Albertslund, kom så til Hvidovre og endte til sidst i FC København, hvor han i 2009 overtog ansvaret for klubbens u19-hold. Senere blev han assistent for Ståle Solbakken, inden han igen overtog ledelsen af ungdomsholdet fra 2015 til 2018. Men det var først, da Thomas Frank tog ham med som assistenttræner til Brentford, at Brian Riemers karriere for alvor tog fart. I fire år skabte de to danskere imponerende resultater i den lille klub fra det vestlige London, indtil den belgiske Anderlecht i 2022 fik øjnene op for assistenten. Det blev Brian Riemers første job som cheftræner, hvor han under stort pres formåede at føre storklubben i krise tilbage til toppen af belgisk fodbold. En skuffende start på den nye sæson betød dog, at Riemer blev fyret i september – til stor overraskelse for flere i spillertruppen. DBU lægger vægt på, at oplevelserne fra både FCK, Brentford og Anderlecht har givet en erfaring, som bliver livsvigtig i et job som landstræner. Brian Riemer har samtidig trænet rigtig mange af landsholdets spillere. Til fodboldmediet Bold har Anders Dreyer og Kasper Dolberg således udtrykt stor respekt for træneren, der bliver beskrevet som hårdtarbejdende og dygtig. Han er samtidig en fortaler for offensiv og underholdende fodbold, hvilket har været vigtigt for DBU. »Han deler vores syn på fodbold om at forsøge at dominere kampene og spille offensivt og teknisk fodbold. Samtidig har han stor erfaring med at arbejde med fodboldspillere fra øverste hylde og at være et sted, hvor det er afgørende hele tiden at skabe resultater og håndtere et stort pres udefra,« siger fodbolddirektør i DBU, Peter Møller. Nu skal Brian Riemer bevise, at han kan leve op til forventningerne. Tak, Lars Knudsen »Hvem fanden er Lars Knudsen?« Sådan stod der på forsiden af B.T.s hjemmeside, da det i september blev meldt ud, at landsholdets dødboldtræner skulle lede holdet, fordi Morten Wieghorst var blevet sygemeldt med stress. Kun de mest inkarnerede fodboldnørder kendte dengang nordjyden, der til daglig arbejder i tyske Augsburg. Men sådan er det ikke længere. To sejre i Parken, et snævert nederlag i Spanien og uafgjort på en svær udebane i Schweiz har gjort vikaren populær blandt de danske roligans. Lars Knudsen efterlader tilmed landsholdet i en bedre forfatning, end han overtog det – og for det fortjener han stor anerkendelse. DBU har formentlig overvejet, om han skulle have det ultimative ansvar og ansættes permanent, men man valgte i stedet at gå med en mere erfaren kandidat. Lars Knudsen fortsætter som assistenttræner for Brian Riemer, så det er ikke et farvel. Alligevel fortjener han stor tak for sin indsats og ro i en tumultarisk tid for det danske landshold. »Lars Knudsen har gjort det vanvittigt flot og fortjener stor ros. Med ro og indblik samt faglig viden og den rette tilgang til jobbet, har han klaret en uventet og speciel situation til topkarakter. Alle os omkring holdet, staben, spillerne og DBU, er meget taknemlig for det, han har udrettet sammen med de øvrige trænere,« siger Peter Møller i pressemeddelelsen. https://www.berlingske.dk/samfund/brian-riemer-er-danmarks-nye-landstraener